Nyheder

4

Månedens aktiviteter

06.12.2018

Vi bestræber os på at give vores beboere en indholdsrig hverdag. Du kan følge med i planlagte beboeraktiviteter for december måned her

Leve Livet december 2018

06.12.2018

I vores beboerblad Leve Livet kan du læse om vores hverdag og hvad vi har oplevet i månedens løb. Beboerne deltager, så godt de nu kan, i de månedlige aktivitetsmøder og kommer med forslag til arrangementer og udflugter.

Læs Leve Livet her

OK-Fonden bygger "Byen for livet" - en demensbydel i Odense

01.09.2016

OK-Fonden vil, i et tæt samarbejde med Odense Kommune, bygge og drive "Byen for livet" en demensbydel i Odense. Bydelen forventes at huse mellem 200-300 mennesker med demens. Den vil med sin størrelse og nytænkning, i både form og indhold, være den første af sin slags i Danmark.

OK-Fonden har sammen med Støtteforeningen Margurittens venner gennem længere tid søgt en kommunal partner til at udvikle en bydel, som er særligt indrettet til at støtte og give livskvalitet til mennesker med demens. Projektet hedder "Byen for livet" og har en stærk vision om, at "Livet skal stå forrest - også for mennesker med demens". "Byen for livet" realiseres i tæt samarbejde med Odense Kommune.

"I OK-Fonden har vi en vision om, at "Livet skal leves - hele livet", og vi har en ambition om, at vi som mennesker skal have lov til at leve vores liv, som vi kan og vil det, uanset at rammerne for det forandres over tid.

For et års tid siden tog vi kontakt til Odense Kommune med henblik på få skabt et helt unikt demenstilbud i Danmark. Det afgørende for os var at finde en kommune, der har vist villighed til at gå forrest, og som tør tænke i nye "Boliger for livet" og i nye velfærdsløsninger. Det er også afgørende med en central geografisk placering, og derfor har Odense været et helt oplagt valg for projektet" siger formand for OK-Fonden, Michael Brostrøm.

"Vi sætter barren højt, og vi tror på, at "Byen for livet" vil blive noget, som forskere, pårørende og praktikere vil rejse til - fra nær og fjern. Projektet vil danne skole for den måde, vi sætter mennesket i centrum på, både når det gælder boligen og måden livet udfolder sig på, når projektet står færdigt om 3-4 år", fortsætter Michael Brostrøm.

Demensudfordring kræver nye løsninger

Grundet en længere levealder vil et stigende antal borgere udvikle demens. I gennemsnit får ca. to odenseanere hver dag konstateret demens, og i alt lever omkring 90.000 danskere med sygdommen. En sygdom, der skaber omfattende forandringer i livet for både den ældre og for de pårørende.

"Allerede i dag er demens en stor udfordring, og den vil kun blive større de kommende år. Ved at bygge en demensbydel kan vi indrette nogle omgivelser og nogle boliger, der er særligt egnet til at give støtte og livskvalitet til mennesker med demens", udtaler rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense, Per Berga Rasmussen (Ø). "Vi skal lade os inspirere af den mest aktuelle viden på området, f.eks. fra Holland, i udformningen af bydelen, og det er en ambition, at vi sammen skaber et eksempel til efterfølgelse på demensområdet i resten af landet og måske også verden".

Målet er at skabe rammerne for et liv med selvstændighed og livskvalitet på trods af en sygdom, der gør folk dybt afhængige af andre. Det betyder, at der skal skabes boliger og indsatser, der gør livet så attraktivt som muligt i alle faser af sygdomsforløbet med demens.

Viden, vækst og byudvikling

Ambitionen er at skabe en inkluderende bydel med unikke boliger og tilbud til demente, men også at sætte Odense på landkortet i forhold til demensforskningen. Planen er at etablere testmiljøer og forskningsaktiviteter omkring bydelen, som både kan bidrage med ny vigtig viden, vækst og nye arbejdspladser.

"Det her er en fantastisk mulighed for Odense. Det giver os nemlig mulighed for på en og samme tid at øge velfærden markant for en sårbar gruppe af mennesker, samtidig med at vi producerer ny viden og vækst i byen. Jeg er derfor meget glad og stolt over, at OK-Fonden har valgt at satse på Odense", siger Odenses borgmester, Anker Boye (S).

"Vores samarbejde med OK-Fonden er med til at understøtte vores mål om at være en moderne storby, hvor livskvalitet for den enkelte er helt centralt. Samarbejdet støtter op om at give den enkelte - trods en demens - de bedste forudsætninger for at være herre i eget liv og dermed øge livskvalitet" siger By- og Kulturrådmand, Jane Jegind (V).

Det ambitiøse byggeri finansierens af OK-Fonden, og det vil have positiv betydning for både velfærd, vækst og byudvikling i Odense. Ligeledes har Det Obelske Familiefond støttet projektet med midler til at undersøge udfordringer og muligheder i projektet.

Arbejdet med at finde en passende grund i Odense by er allerede i gang, og demensbydelen ventes fuldt realiseret i løbet af 2018.

D. 25. august 2015 vil der i Odense blive afholdt åbningskonference for projektet med deltagelse fra både vidensinstitutioner, interesseorganisationer, pårørende og interesserede kommuner.

Samarbejdserklæring mellem parterne blev underskrevet d. 3. juni af OK-Fondens formand Michael Brostrøm, Odenses borgmester Anker Boye (S), Ældre- og Handicaprådmand Per Berga Rasmussen (Ø) og By- ogKulturrådmand Jane Jegind (V).

Kragsbjergløkke lukker

30.08.2016

Ældre- og Handicapudvalget i Odense Kommune har i dag besluttet, at rehabiliteringstilbuddet Kragsbjergløkke Leve-Ud afvikles. Som konsekvens deraf har OK-Fonden ligeledes besluttet at afvikle plejehjemmet Kragsbjergløkke Leve-Bo.

Læs pressemeddelelsen - klik her!

Kontaktinformation

Brian Skov Nielsen, ældre- og handicaprådmand i Odense Kommune, tlf. 30 60 43 44

Paul Erik Weidemann, adm. direktør i OK-Fonden, tlf. 20 15 92 12

 

               

Vi går i flok
ikke i takt...